Kontorassistent søges

Vi arrangerer udflugter og længerevarende busrejser i ind-og udland. I forbindelse med fortsat vækst søger vi en deltidskontorassistent.

 

KontorassitentEr du struktureret og engageret, og har du lyst til at spille en afgørende rolle i Ansager Turist? Så er du måske den kontorassistent, vi søger til vort kontor i Ansager.

 

Jobbet

I tæt samarbejde med virksomhedens ejer og kontorets øvrige 2 medarbejdere vil én af dine vigtigste arbejdsopgaver være at hjælpe med at lave spændende og velplanlagte ture i både Danmark og udland. Du vil få kontakt til hoteller, seværdigheder og spisesteder samt varetage kontakten med kunden både før og efter turen er afholdt. Desuden får du en koordinerende rolle i din kontakt med chaufførerne, hvor du både skal sørge for, at de er klædt godt på til at køre turen, men også i forhold til opfølgning på turen, herunder service i bussen og dialog med hoteller, guides m.v..

Herudover vil det ligeledes være en opgave at kontrollere chaufførernes og bussernes aflæsning af tachograf, foretage egenkontrol-sedler, opfølgning på køretid og kontakt til værksteder.

 

Din profil

Du er måske uddannet kontorassistent, har stor interesse for administration og kommunikation. Vi forestiller os, at du har et par års erfaring fra en lignende stilling, men andre typer af erfaring vil også komme i betragtning. Du er superbruger af office-pakken og særligt Word. Det er en fordel, hvis du har erfaring med markedsføring og administration af Facebook samt vedligehold og opdatering af hjemmeside. Du behersker dansk på et højt niveau både skriftligt og mundtligt. Da du får en central rolle med stor kontaktflade, er det vigtigt, at du er positiv og serviceminded.

I alle led af Ansager Turist arbejder vi med kunden i centrum. Vi har fokus på kvalitet i såvel planlægning som eksekvering af ture. Det vigtigste for os er, at kunden altid får en positiv oplevelse; om det er pr. telefon med kontoret, i planlægningsfasen med vognmanden eller på turen med chaufføren. Er vore kunder glade, er vi glade.

 

Nærmere information

Send din ansøgning til lars@ansagerturist.dk. Tiltrædelse snarest muligt. Vi venter dog gerne på den rigtige.

Arbejdstid: 16-20 timer pr. uge – løn og pension efter nærmere aftale.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte vognmand Lars Østergaard på tlf. 23 38 90 92.

 

Følg os også på Facebook.