6 dages tur til Luthers Tyskland

28. maj – 2. juni 2018


Dag 1:
 (udtur)

Efter opsamling går turen gennem et forårsklædt landskab til det første mål Lutherstadt Wittenberg. Undervejs er der kaffe/rundstykke i bussen og senere også madpakke fra Allan’s Dinér.

 

Dag 2: (Wittenberg)

Ingen anden by er så tæt knyttet til reformatoren Martin Luthers virke som Wittenberg, som med rette bærer sit ”fornavn” Lutherstadt. Her levede og virkede Martin Luther i 35 år; først som munk, prædikant og senere som teologiprofessor på det dengang fremragende universitet, indkaldt af fyrsten Frederik den Vise. Efter morgenmaden skal I på byvandring gennem den gamle bydel, som bl.a. går forbi universitetet, reformatoren Philipp Melachthons hus og hofmalerens Cranachs værksted.

Schlosskirche Wittenberg

Første ophold gøres ved den gamle eg i Collegienstrasse, hvor Luther afbrændte pavens bandbulle, derfra til Stadtkirche, hvor han prædikede som katolsk præst og videre til Schlosskirche med den berømte bronzedør, på Luthers tid en trædør. På den opslog han den 31. oktober 1517 de 95 Teser. Et program for hans kommende forelæsninger, men som også blev gnisten til reformationen.

 

 

 

 

Lutherhaus

Efter frokosten på Brauhaus Wittenberg besigtiges Lutherhaus, det sorte kloster, en gave til Luther fra landsfyrsten Frederik den Vise. Her boede Luther siden 1508, først som munk og fra 1525 som evangelisk præstepar efter at have giftet sig med den tidligere nonne Katharina von Bora. Bygningen rummer i dag verdens største reformations-museum og står siden 1996 på Unescos liste over verdens kulturarv.

 

 

 

 

Dag 3: (Eisleben)

Efter morgenmaden pakkes kufferten for at fortsætte turen til næste overnatningsby Erfurt. Undervejs gør I ophold i Luthers fødeby Eisleben (1483), hvor han også døde (1546) under et kort ophold og efter sin sidste prædiken i Andreaskirken. Her begyndte han sin skolegang. I skal se fødestedet, som også er anerkendt som verdens kulturarv. Der er frokost, inden byen forlades.

Sidst på eftermiddagen ankommer I til hotel Radisson Blu i Erfurt, delstaten Thüringens hovedstad, som allerede på Luthers tid var et kulturelt og økonomisk center. Her læste han jura, men efter at være blevet skræmt fra vid og sans af et tordenvejr lidt udenfor byen, lovede handen hellige Anna at blive munk. Derfor afbrød han sit studium og underkastede sig augustinereremitterreglen i det lokal kloster.

 

Dag 4: (Erfurt)

Erfurt er byen, hvor munken Luther studerede teologi og blev præsteviet. Den kan bryste sig af en velbevaret historisk, middelalderlig bykerne med ca. 25 sognekirker, talrige bindingsværks- og borgerhuse. Domkirkebjerget domineres af byens to katolske vartegn: Mariendom og St. Severinskirche. Næsten jævnaldrende er Den gamle Synagoge fra 1094.

Ved Krämerbrücke (Europas længste, komplet bebyggede bro) møder I på formiddagens byrundtur et betagende miljø med mange små forretninger og cafeer.

Augustinerkloster Erfurt

Derefter er der rundvisning i Augustinerklostret. Hotellets middag erstattes denne aften af et ”historisk” måltid – gælder både menu og betjening – på værtshuset Christoffel.

 

 

 

Dag 5: (Wartburg/Eisenach)

Wartburg

Dagen byder på en lille udfordring. En vandretur op til Tysklands mest kendte borg Wartburg til rundvisning med en audio guide. Her opholdt Luther sig inkognito, forklædt som junker Jørg. Han blev bragt dertil efter et fingeret overfald af sin fyrstelige protektor Frederik den Vise, som ikke stolede på kejserens løfte om frit lejde til rigsdagen i Worms.

Efter 300 dage afbrød Luther det ufrivillige ophold, som bevirkede en oversættelse af det Ny Testamente fra græsk til tysk. Det spredtes som en steppebrand; ikke bare over Tyskland, men hele Europa takket være Gutenbergs opfindelse af bogtrykkerkunsten.

Et kort besøg i LutherhausEisenach, (Luthers hjem hos patricierfamilien Cotta under hans skolegang i byens anerkendte latinskole), inden der køres mod hotellet Best Western Plus Hotel am Vitalpark i Heiligenstadt.

 

Dag 6: (hjemrejse)

Afgang kl. 7:30 fra hotellet, som forsyner jer med madpakker. Under hjemturen besøges Domkirken i Hildesheim.

 

Pris:
Kr. 5.800 pr. prs. i dobbeltværelse. Tillæg for enkeltværelse kr. 840 (begrænset antal).

Turen gennemføres ved min. 40 personer.

Prisen dækker buskørsel, overnatning i dobbeltværelse, helpension, entrébilletter til nævnte seværdigheder. Forsikring tegnes i eget regi.

 

Sidste frist for tilmelding:
Er du interesseret i at deltage, skal du senest 22. februar ringe til Ansager Turist på tlf. 75 29 70 17 eller skrive i formularen herunder. Vi vender tilbage snarest herefter med nærmere information.

 

JA TAK, jeg er intereresseret i turen:

    Dit navn (skal udfyldes)

    Din e-mail (skal udfyldes)

    Hvilken tur drejer det sig om (skal udfyldes)

    Din besked

    (udfyldes med et tal)